Formindsk dine fotos, før du bruger dem på din hjemmeside
Store fotos i høj opløsning er en forudsætning for, at billeder kommer til at fungere godt på tryk. Men på nettet er store, tunge fotos en ulempe.
Du har sikkert prøvet at komme ind på en hjemmeside, hvor billederne ruller langsomt ned, som om de var tunge rullegardiner. Og helt ærligt – hvor længe gider du at vente på det?
Bruger du selv for store billeder?
Din egen hjemmeside er muligvis superhurtig at se på – i hvert fald for dig selv. For når tunge fotos først er indlæst i din browser en gang, ligger de gemt et godt stykke tid i computerens hukommelse – også kaldet cache. Det betyder, at dine billeder viser sig meget hurtigere, næste gang du besøger din side.
Billeder, der skal bruges på nettet, må helst ikke fylde mere end 100-200 kilobyte (KB) og gerne mindre.
Tager du billeder med dit kamera eller din mobil, fylder et foto som regel 2, 4, 6 eller flere megabyte (MB). Har du et foto, der for eksempel fylder 2 MB, skal det formindskes omkring 1.000 gange, før det kan bruges på nettet.
Henter du fotos hos et hentet hos et af de mange gratis billedbureauer, skal de som regel også formindskes.
Formindsk store fotos nemt og hurtigt
Fotoprogrammer som Lightroom, Photoshop og andre betalingsprogrammer kan klare opgaven. Det samme kan flere gratis programmer som Gimp og Pixlr.
Men den type programmer kan være svære at finde rundt i, hvis man ikke kender dem. Og rent faktisk er der løsninger, der er langt nemmere og hurtigere
Mit eget yndlingsprogram er Bulk Resize Photos.
- Det er nemt
- Det er hurtigt
- Det er gratis
- Du skal ikke logge på eller oprette en profil
- Du skal ikke installere noget på din computer
- Programmet gør lige præcis det, du har brug for – og ikke mere
Prøv det – jeg blev fan med det samme
- Du tager fat i et foto og trækker det ind på siden
- Derefter får du en håndfuld muligheder for at ‘resize’ dit billede
- Hvis du for eksempel skal bruge et foto, som er 1.000 pixel bredt, vælger du ‘width’ og skriver 1.000 i feltet
- Derefter trykker du på ‘Start Resizing’, og dit foto bliver øjeblikkeligt formindsket og hentet ned på din computer
- Har du mange fotos, der skal have samme størrelse, kan du trække dem allesammen ind på en gang. Du vil i såfald få dem retur som en såkaldt ZIP-fil, der skal pakkes ud på din computer, før du kan flytte billederne derhen, hvor du vil have dem.
Personligt har jeg altid en mappe med de store fotos og en anden, som jeg lægger de små fotos i. Så er det nemt også at trække flere fotos ad gangen ind i WordPress’ mediebibliotek.
Bulk Resize Photos fungerer også i browseren på din mobil.
God fornøjelse, og sig endelig til, hvis du kender et andet godt – og måske bedre – program eller website, som kan formindske billeder i en fart.